Det andet år som foredragsholder er ovre

Det andet år som foredragsholder er ovre. Nu gælder om at komme ud i sommeren, få noget frisk luft i håret og nyde naturen, i stedet for at sidde inde og lytte til foredrag.

Det er til stadighed mærkværdigt at være foredragsholder og identificere sig med den betegnelse, men ligeledes rart.

Min bog ”Tro, stress og depression – i verdens lykkeligste land” og foredragene har ført mig ud på en spændende og berigende rejse i det ganske danske land. Jeg har være så privilegeret at møde en masse herlige og vidt forskellige mennesker. Mennesker som ligeledes har befundet sig forskellige steder i deres liv. Foredragene er blevet hørt af minimum 1500 tilhørere – om de så også har lyttet efter… det tror jeg.

Det sidste foredrag i denne sæson var forleden aften på Vejgaard Bibliotek. Derudover har det har været en rejse til mange forskellige byer. Fra Strandby i nord til Grindsted i syd, Roskilde i øst og til Mors i vest. En del af arrangementerne har været i samarbejde med Statens Kunstfond.

Dét at dele sit liv og sin historie indeholder en dobbeltfunktion. På den ene side giver jeg ud af det, jeg har erfaret, og det som kun tiden og livet har lært mig, og på den anden side får jeg ligeledes rigtig meget igen. Det være sig gennem de spørgsmål, kommentarer og samtaler der opstår når foredraget er ovre og projektoren er slukket. Det kan også være gennem den efterfølgende respons jeg får via fx mails.

”Når livet gør mere end ondt -i et af verdens lykkeligste lande” er ikke et foredrag der kommer med nemme løsninger eller en how-to-do-guide. Jeg er selv skruet sådan sammen og er af den skole, hvor jeg ikke orker, at høre på dem der har svaret på alt muligt, og ikke mindst umuligt, mellem himmel og jord.
Jeg vil i langt højere grad lade mig inspirere, vejlede og guide, hvilket er det jeg tilstræber med foredragene. Jeg forsøger altså, at inspirere og reflektere ved at stille spørgsmål og at være et mentalt spejl, som andre kan bruge som afsæt for at gentænke udfordrende tematikker fra deres eget liv.

Det bedste ved bøger og foredrag er for mig ikke de tanker de indeholder, men derimod de tanker der skabes hos mig som læser og tilhører. Jeg kunne også forstille mig, at andre har det på den måde. Kunne du finde det relevant at høre foredraget i din sammenhæng, så er du mere end velkommen til at kontakte mig. Det kan du gøre via  info@claussoendergaard.dk  eller på www.claussøndergaard.dk

Forhåbentlig kan vi finde en dato i årets sidste kvartal eller i 2019, hvor det kan lade sig gøre.

Så vil jeg ønske alle en god og dejlig sommer og minde om, at på trods af omstændigheder og mistrivsel er håbet og kærligheden størst.
Det kan være umuligt at se og erfare i dag. Men uanset panikangst, meningsløshed, fravær af håb og hvor mørkt livet end forekommer at være, så er der en vej tilbage til et værdigt og godt liv. Et berigende liv hvor en is og solnedgangen på stranden igen kan nydes – hold fast i det.

/Claus